Brudstykker: Overleveringen!
Han havde på fornemmelsen at han havde været væk fra omverdenen i evigheder.
Uger, måneder ja måske endda år! men tidsfornemmelsen var slået fuldstændig i stykker, så et præcist tidsbillede var umuligt for ham at sammensætte.
Hævelserne var væk og han havde ikke længere denne forbandede hovedpine, efter det han måtte formode, havde været et slag.
Han var blevet holdt vågen mange timer ad gangen, spulet med iskoldt vand i overoplyste flise beklædte rum, han var blevet vækket på alle tænkelige tidspunkter af døgnet, uden noget egentligt formål, bare fordi og han var blevet flyttet fra sted til sted, dog altid med en mørk ildelugtende stofpose over hovedet og uden på noget tidspunkt at have nogen fornemmelse af hvor han var.
Alle de steder han havde opholdt sig ind til nu, havde haft blændede vinduer og alle stederne, havde han været stuvet af vejen i et lille hummer. Et hummer hvortil der kun var adgang gennem en skjult lem.
Det havde været umuligt for ham ind til nu, at danne sig et indtryk af de ydre omgivelser, så som lyset eller dagens længde.
Kun den ekstreme varme, gav ham en ide om at han var langt væk hjemmefra.
Han tænkte for sig selv, at det hele virkede meget planlagt og velovervejet.
En ting stod stadig klart i hans erindring.
Selve episoden den dag han brat var blevet flået ud af ”virkeligheden” og hverdagens vante rutiner.
Det måtte havde været en lang tur, han måtte have været bevidstløs eller bedøvet, så han var ikke selv klar over hvor lang. Men dufte, fugtighed, varme, ja selv hans smagsløg fortalte ham at hans ”midlertidige” opholdssted og vejen der til lå under helt andre himmelstrøg end han var vant til.
Når lemmen til hans lille mørke hummer fra tid til anden blev åbnet for at tilse ham, kunne han mærke hvordan varmen slog ham i panden som en forhammer, underligt nok var det lige så det gav kuldegysninger.
Følelsen af kroppen, der ikke længere kunne ånde, som følge af fugt, varme og tøj der absolut ikke kunne absorberer mere sved, havde han efterhånden vænnet sig til, han ænsede det knapt nok følelsen mere.
Det var i grunden meget få mennesker han havde set mens alt det her havde stået på, selv dem der ”passede” på ham, havde han ikke set.
Enten fik han bind for øjnene, sækken over hovedet eller også var de ”oppasserne” maskerede til ukendelig hed. De gjorde sig virkelig umage for ikke at røbe noget som helst.
De havde dog snakket en del og på mange forskellige sprog, flere af dem havde han ikke kunne bestemme.
De måtte jo nærmest tro at han var idiot siden de bare snakkede løs. Han prøvede i al fald som en gal, at få noget forståeligt ud af deres samtaler når han sad der og lyttede, uanset hvilket sprog der blev snakket.
Men der var en person hvis stemme han mente, gik igen og sproget var han ret overbevis om måtte være en afart af italiensk.
Han havde hørt denne mand snakke med andre på sit modersmål og et ord havde fæstnet sig i hans hukommelse, ”consegena” han vidste ikke hvad det betød eller om det omhandlede ham selv. Han viste bare at ordet havde optrådt i mange samtaler og mange gange i de enkelte samtaler, så han mente afgjort at det derfor måtte være noget vigtigt.
Ud fra det han havde hørt indtil videre var der noget som instinktivt sagde ham, at der lå en skjult dagsorden bag hele dette slette spil, en dagsorden som end ikke hans oppassere kendte til.
januar 29th, 2007 at 2:32 pm
Kære Spunk.
Nu har jeg efterhånden læst dette en del gange - det er faktisk rigtig godt, men jeg kan ikke rigtigt placere det nogen steder… Det kunne være under “dystre tanker”, eller et kapitel fra en bog, sågar - hmm, måske jeg skulle stjæle det til min bog?
hulemanden
januar 29th, 2007 at 4:24 pm
Hej Hulemand
det var oprindeligt tænkt som en del af en historie, men det har efterhånden ligget og samlet støv en del år, så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne publicerer det.
måske kom der så noget godt ud af det, inspiration eller lignende.
Om det så føre med sig at der kommer mere må vi se på løbende.
Jeg har en del løse ender af den slags liggende. og måske jeg på et tidspunkt kan få taget mig sammen til at gøre dem knapt så løse.
Jeg har en del tekster til en dyster og meget i mine egne øjne hård historie som er skrevet ud fra personlige følelser. Den er ren fiktiv, men følelserne i den, give et meget godt billede af, hvordan et menneske kan blive kørt helt ud på et sidespor!
Det er muligt jeg tager den op igen på et tidspunkt men der er så mange ubehagelige følelser forbundet med den lige nu at jeg væmmes ved den!
Men du er meget velkommen til at hugge og bruge som du lyster, jeg er kun glad for at kunne bidrage med inspiration og brudstykker!
Spunky
januar 29th, 2007 at 5:54 pm
#2.
Tjaaa, bare kom ud med det - det er altid godt med lidt inspiration…
Jeg har selv små skriblerier liggende, men mange er efterhånden blevet smidt ud. jeg har dog stadig mit første spæde forsøg på en bog endnu - den er efterhånden 14 år gammel, så den kommer jeg nok ikke videre med
Det kender jeg godt - men nogle gange, så har jeg også konfronteret mig selv med “ting”, som jeg netop af den grund havde skubbet væk, for at komme videre… Men igen, det kræver også at man kan overskue det og har de krafter det nu vil koste… og det er sgu ikke altid man lige har det!
Om jeg stjæler nooget vides ikke, men om ikke andet, så er jeg gået i gang med et nyt kapitel - så noget er der da kommet ud af dit indlæg
Hulemanden
januar 29th, 2007 at 7:08 pm
#3 Kent
Jeg er glad for at jeg har kunne inspirere dig til at sætte gang i et ny kapitel, og jeg glæder mig meget til at læse det!
men jeg tror ikke at man skal fornægte sin fortid, og smide den væk, jeg gemmer mine gamle scriblerier og måske en dag de kan bruges til et eller andet! om ikke andet, så som inspiration for noget nyt!
Spunky