Spunky

Efter i længere tid,(som laaaaaaaang i evigheder), at have døjet med nogle alvorlige skælproblemer på benene, (yep du læste rigtigt, tror jeg?), valgte jeg omsider, til min families store befrielse og begejstring, at bestille tid hos fri… lægen.

Noget måtte gøres, min familie var efterhånden rimelig træt af at jeg gik og skællede all vegne og de havde udviklet mere eller mindre permanent følelses eksem over for deres far og mand, altså mig. Ja meget mand var det efterhånden ikke tilbage, ham der var en gang lå nu alle mulige steder rundt omkrig i krogene og lidt så i støvsugerposen. Og den ”Støvsugerposen” havde godt nok forsøgt at begå selvmord ind til flere gange, over gentagende gange at skulle være genstand for denne skællomans, grænsepsykotiske handlinger).

Nå, men et eller andet sted så er det jo når alt kommer til alt rart, at denne plage i det mindste sidder et sted hvor det kan skjules og så drysser man jo ikke på skuldrene, kun på skoene. (nej, jeg var ikke med i hjælp jeg er en fisk).

Jeg skyndte mig i min frokost, fra arbejde i retning mod lægen, dette er en tur genne indre by og hvis nogen har hørt lokale vejrmeldinger i dag, så har der været en del snak om meget lokale snebyger. Snebyger var så ikke tilfældet, men derimod en Spunk halvt i opløsning på vej til lægen, udlæggende efter sig og omkring sig, et bredt spor af gråhvide flager, der mest af alt mindede om sæbespåner. (yes it’s me).
I lægens venteværelse var der den sædvanlige lekture, men i dag nåede jeg ikke engang at kaste mig over pjecen om frit sygehusvalg (den så elles ekstrem spændende ud og så havde den en flot lyseblå farve)

Nå, jeg blev hurtigt kaldt ind, lægen kiggede flygtigt på mig og lyttede til en længere udredning om mine massive skælproblemer. Han anbefalede at jeg vaskede mit hår med Nizoral, (et lægemiddel der virker ved at ødelægge svampens cellemembran, hvorved den går til grunde). Jeg så for mig hvordan jeg i løbet af kort tid, (ja faktisk på gåturen tilbage til arbejdet), ville forvitre og blæse væk(ingen bestemt ingen skulle ødelægge min indre svamp). Jeg skyndte mig derfor at gøre opmærksom på, at jeg bestemt ikke havde så meget hår på benene, at det måtte være nødvendigt med en sådan svampe mixtur til udvortes brug.

Min læge så undrende på mig og kiggede der efter på mine ben, da det jo tydeligvis ikke var hovedbunden der var et problem.
Og efter en kort undersøgelse var dommeren klar med sin dom! Ti kendes for ret og idømmes henvisning til specialdjævleuddrivelse, på et lokalt benaputationcenter og derudover til indtagelse af dette vidundermiddel. Min læge rakte hånden frem mod mig for at udstyret mig med en recept på noget anabolske meteorider, som jeg skulle indtage over den næste uges tid, (i dag dobbelt portion) samt en længere forklaring om at jeg ville blive kontaktet af en syg professor, fra dette benaputationcenter, som ønskede at bruge mig til en form for skælsættende latterterapi. (mere om det senere).

Lettere desillusioneret begav jeg mig mod det nærmeste lyssky sted for handel med netop anabolske meteorider.
En latterlig forstadsfrue, med omvendt baseballkasket og i en zobelpels str. Alt for stor, kastede sin mands skrummel af en Daimler, halvt op på fortovet foran dette lyssky uddelingssted. Herefter møvede hun sig vej forbi mig og to andre zombier på jagt efter forbudte stoffer, for at nå først frem til en syge kuponmaskine som kun kunne spytte numre ud.

Hun kiggede på mig med et nedladende og triumferende blik, der skulle få mig til at forstå at hun bare var en helvedes kvi..Dame, hvis mand sikkert ejede halvdelen af en vinbutik på en ”meget” fashionabel adresse i Hørsholm.
”Tæl til ti” havde jeg mest lyst til at skrige efter hende, man jeg valgte at gøre det selv!
Hun var et nummer foran mig og jeg kunne til min store irritation mærke at det frydede hende, at det var sådan…. Arrrrrrgh…
Det blev hendes tur og hun henvendte sig ved et uddeligssted og så blev det min tur meget kort efter og jeg henvendte mig ved et andet.
Hendes udbyder forsvandt ind i baglokalet for at hente noget, imens fik jeg udleveret det jeg skulle bruge!

I et øjebliks kådhed over først at have fået udleveret sin lille pakke, stak jeg triumferende hænder og pakke i luften, samtidig med at jeg sendte hende et ”den der ler højst ler hæsligst” smil. Jeg kunne se på hende, at det ikke huede hende, men det var for sent, jeg var på vej væk, på vej tilbage på arbejde og endnu engang i en sværm af sæbespåner! 

Nå så meget for at forklare at spunky er på antibiotika den næste uges tid, fordi der er gået fucking betændelse i noget eksem på benet øvvvvv altså! 

This entry was posted on tirsdag, januar 30th, 2007 at 10:22 pm and is filed under Tekster, Spaaaz. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.